Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

LEV MED DØDEN

18. november 2021 kl. 13:00 21. november 2021 kl. 13:00

Der er flere grunde til at skærpe bevidstheden om det faktum, at vi alle skal dø: Hvis du kan opfatte døden som en ledsager på din rejse gennem livet, så vil den bevidsthed hjælpe dig til ikke at udsætte, hvad der er vigtigt for dig. Det kan give fred i ens eget sind at få et afklaret forhold til sin død, så frygt kan erstattes med tillid og ro. Det vil ruste dig bedre til at kunne hjælpe et medmenneske under dødsprocessen

Dette kursus fører deltageren gennem en række af dødens aspekter. Kursusleder Maria Damsholt er psykolog og har gennem 20 år holdt kurser og forløb omkring bevidst død, med et buddhistisk udgangspunkt. Det handler om at drage omsorg for sig selv og andre gennem livet og ved dødstidspunktet.

Målgruppen er alle, som ønsker et mere afklaret og konkret forhold til døden for bl.a. dermed at være forberedt på, at du enten selv eller en af dine pårørende pludselig kan få en dødelig sygdom. Du vil få en større forståelse for, accept af og værktøjer til at leve med, at ingen undgår døden. Både privatpersoner og professionelle, f.eks. ansatte i pleje- og hospicesektoren, kan have glæde af kurset.

Kurset er intenst. Du kommer til at arbejde med dine egne følelser og holdninger. Der vil være oplæg, gruppearbejde, meditationer og refleksioner, en blanding af teori og praksis. I løbet af kurset vil vi se på hospicebevægelsens menneskesyn. Vi vil træne i aktiv lytning og nærvær, og vi vil arbejde med de udviklingsmuligheder, der ligger i kriser. Vi vil også arbejde med tilgivelse. Og vi vil se på, hvilken form for hjælp, vi selv kan give ved dødens nærhed. Du får etableret din egen værktøjskasse med 5 ting, du i hvert fald kan gøre.

Underviser er Maria Damsholt, psykolog og specialist i psykoterapi, har haft mange kræftpatienter i behandling som sygesikringspsykolog i Københavns Kommune. Hun har deltaget i alle Elisabeth Kübler-Ross’ kurser i Virginia, USA. Har arbejdet som frivillig på et hospice i North Carolina, USA. Initiativtager til foreningen Medicin Buddhas Lysende Klare Land, et center for bevidst liv og død. Det hviler på et buddhistsk værdigrundlag og er åbent for alle. Grundtanken er respekten for den dødendes egne præmisser. Hun har trænet og superviseret frivillige i 20 år.